30 år med Gospel
I 30 år har Happy Voices samlet mennesker om musik, fællesskab og fortælling. I forbindelse med korets jubilæum har vi inviteret tidligere dirigent Lisbeth og nuværende dirigent Nina til en samtale om, hvad der har formet koret – og hvad der stadig bærer det i dag.
Hvordan blev du dirigent?
Happy Voices udspringer af et kirkekor som startede i 1993. I 1996 havde man et ønske om at lave et Gospelkor, og koret blev så til det, vi kender i dag.
“Koret var i starten ikke særlig struktureret og man indøvede ikke stemmer, men sang bare de harmonier man følte for” fortæller Lisbeth grinende.
I 1998 stod vi uden dirigent, og så blev jeg opfordret til at prøve. Jeg sagde først nej, fordi jeg ikke mente, jeg kunne stå foran et kor. Men jeg fik at vide, at jeg havde musikalitet og rytme, så jeg endte med at sige ja, og var dirigent frem til sommeren 2009.
Hvordan var det at være dirigent?
Lisbeth beskriver rollen som både givende og krævende. Hun stod i mange år med det fulde ansvar for koret – både det musikalske og det praktiske – uden en bestyrelse eller lignende.
“Det blev på et tidspunkt for meget. Jeg elskede det, men det begyndte at tage mere, end det gav. Der var også udfordringer med at skulle finde en ny pianist, og jeg kunne mærke, at jeg ikke havde overskud til at starte forfra igen”
“Man skal både dirigere, forklare og være til stede samtidig
Det sværeste ved at være dirigent har ifølge Lisbeth først og fremmest været det store forarbejde og det samlede ansvar. “Der ligger rigtig meget arbejde bag det, man ser,” fortæller hun. “Man skal lære alle sangene, lave stemmer og få det hele til at hænge sammen, før man overhovedet står
foran koret.”
Hun peger også på det konstante fokus, der kræves:
“Man skal både dirigere, forklare og være til stede samtidig. Det kræver virkelig overblik, og der er ikke rigtigt nogen pauser i det.”
“For mig er koret min kirke
Hvad var Happy Voices for et kor?
Lisbeth fortæller, at fællesskabet altid har været det vigtigste i koret. For hende var koret et sted, hvor man kendte hinanden – ikke bare som korister, men som mennesker. Hun havde en oprigtig interesse i menneskerne, hvad de lavede, og hvor de stod i livet, det betød noget for hende.
Hun understreger, at det aldrig kun handlede om at synge, men om at være sammen: “Fællesskabet har altid
betydet sindssygt meget – det var vores kor.”
Det var netop den følelse af at høre til, der gjorde koret til noget særligt – og som stadig, ifølge hende, er en vigtig del af det i dag.
Fra dengang til nu – at holde fast i kernen
Mere end et kor
“Da jeg startede som korist i 2003 og kom ind ad døren første gang, var der ikke en eneste, der ikke gav et kram,” fortæller Nina, korets nuværende dirigent.
Selvom rammerne har ændret sig siden Lisbeths tid, genkender Nina stadig tilgangen: “Det er stadig noget af det vigtigste – at man føler sig som en del af fællesskabet.”
En tradition der lever videre
Der er en særlig kontinuitet i, hvordan koret er blevet ledet. Dirigenterne er ikke hentet ind udefra, men er vokset ud af koret og har haft en naturlig forståelse for kulturen og fællesskabet – noget både Lisbeth og Nina ser som en styrke.
Derfor er ønsket også, at det en dag er en fra koret selv, der tager over. Ikke fordi en udefrakommende ikke kan lede et kor, men fordi Happy Voices bygger på noget, der er vokset frem gennem fælles oplevelser.
Ifølge både Lisbeth og Nina er det netop den forståelse, der er med til at sikre, at korets særlige ånd og sammenhold kan leve videre – også i de næste mange år.
“Man kan ikke gøre alle tilfredse. Man er nødt til at finde sin egen balance som dirigent
Lisbeths råd: Sæt retning og stå ved den
Vi stiller Lisbeth spørgsmålet “hvilke råd har du til den nuværende dirigent?”
Hun peger på, at noget af det vigtigste som dirigent er at være tydelig og turde stå ved sin rolle. “Man kan ikke gøre alle tilfredse. Nogle vil have det hyggeligt, andre vil have det mere professionelt,” siger hun. Derfor handler det om at finde en balance – og holde fast i den: “Man er nødt til at sætte en retning og finde en balance.”
Hun understreger samtidig, at det er vigtigt at holde fast i det, der fungerer, og turde stille krav – også når det kan være svært. For ansvaret ligger hos dirigenten, både når det gælder niveauet og fællesskabet i koret.
Og måske siger det det hele: Lisbeth står stadig i koret – 30 år senere.
Kontakt
Happy Voices har øveaftner i lokaler i
Søndermarkskirken i Viborg,
Koldingvej 79, 8800 Viborg
Dirigent Nina Poulsen 2512 1965
happyvoices@gmail.com

Nina Poulsen
Dirigent
Nina er vores dygtige og altid sprudlende dirigent, som leder koret med en fast, kærlig og ikke mindst hamrende musikalsk hånd.

Casper Schriver
Pianist
Casper er vores pianist, som på trods af sin unge alder er helt fantastisk dygtig bag tangenterne.
